Stentøj og porcelæn som brugskunst

Stentøj og porcelæn som funktionel keramik

Jeg henter inspiration til min keramikproduktion dels fra den præcise geometri og dels fra den mangfoldige natur.

Der er geometrisk sammensatte figurer i stramme linier, og der er små skåle med bløde rundinger. Alt kan efter temperament anvendes som dekorativ brugskunst, det kan ses som funktionelt design, eller det kan være det lille twist der får smilet frem hos beskueren. Udtrykkene strækker sig fra det nidkært perfekte og geometriske til de mere organiske former og pust af forår.

Alt er fremstillet i hånden, og de enkelte dele i samme grundform kan godt afvige fra hinanden. Men det er kun med til at gøre delene meget charmerende og unikke på bordet.

Hver del har en intention der rækker ud over ren funktionalitet. Vasen holder du bedst i hånden på de to konkave sider, der buer indad. Det tynde og skrøbelige porcelæn fanger lyset. Formen i stentøjet er præcis uden rigtigt at være det alligevel, hvilket vidner om håndens møde med materialet, og fingrenes spor kan stadig anes i leret.

Alle brugsting tåler opvaskemaskine og mikroovn og indeholder ingen farlige stoffer.

Jeg har foreløbig valgt at fokusere min produktion på følgende overordnede områder, Octokube, Bølgevase, Tårnvase og Søjlevase, som alle fire fremstilles i stentøj samt diverse skåle i både stentøj og porcelæn.

Efterhånden opstår flere og flere unika værker som en naturlig forlængelse af min eksperimenteren med lerets muligheder. Læs mere om dette her.

Octokube serien

Disse vaser er hver fremstillet af 8 ligesidede trekanter, der tilsammen danner den spektakulære form. Vaserne hviler på 3 små fødder, som giver en fornemmelse af, at de næsten svæver over underlaget.

Disse geometriske vaser fås i forskellige farver og har en højde på ca. 11 cm. Pris kr. 890,-

Bølgevase serien

Vaserne er henholdvis konvekse og konkave på de to modstående sider, hvilket ser meget dekorativt ud, når to vaser nærmest går i indgreb med hinanden.

Der er to størrelser. Højde 11 cm, pris pr. styk kr. 290,- og højde 16 cm pris pr. styk kr. 590,-

Tårnvase serien

Også disse tårnvaser er ekstra dekorative, når to vaser stilles op ad hinanden. Det er blot optisk bedrag, hvis man synes, de støtter sig mod hinanden.

Højde ca. 14 cm, pris pr. styk kr. 340,-

Søjlevase serien

Søjlevaserne har bredde for oven og forneden, og de fleste er forsynet med et indridset mønster på midten. Den brede bund sikrer, at de står godt fast. De fås i flere forskellige farver. Højde 19 cm pris pr. styk kr. 490,-